Dokumentation af aktivitetens forløb med nedslag/særligt vigtige episoder

Powerpoint til workshoppen, hvor vores andre scenarier kan ses https://docs.google.com/presentation/d/1WacEBRtlj-95BKfxAexru97Pmb-T72BF7vqZCo6IYsg/edit?usp=sharing

Mural til workshoppen, hvor vores setup, kort og resultater kan ses https://app.mural.co/t/gruppe74266/m/gruppe74266/1585817806145/e56ccea1c7653fc0e755e6d305d2d9b68f08b714

Setup for brugerworkshop 

Vi har havde 2 deltagere i vores workshop, som vi havde erhvervet gennem vores netværk. De to brugere passede i vores målgruppe da de begge to var ældre mænd på 55+, hvor den ene var en aktiv del af sportsforeningslivet, mens den anden ikke var. Optimalt set, ville vi gerne have haft 2 mere brugere i workshoppen for at få et mere nuanceret billede af disse to domæner, men grundet tidspres og deadlines var vi nødt til at arrangere og afholde workshoppen, før vi kunne finde flere brugere til den. Når vi henviser til disse to senere hen i denne opgave, vil vi henvise til dem som foreningsmand og ikke-foreningsmand, for at forholde dem anonymiseret, men fortsat kunne differentiere de to på den centrale parametre (medlem eller ikke medlem af en forening).

Vores workshop foregik over Skype, hvor vi alle deltog, sammen med en person, som er med i en sportsforening og en, som ikke er. Vi havde forberedt en powerpoint præsentation med scenarier og et mural designspace, hvor vi arbejdede med inspirationskort. Skype gjorde det let at dele vores skærm med dem, så alle kunne følge med i, hvad der skete. Der var få tekniske problemer, men det var noget, vi hurtigt kunne løse.

Agenda

Ved at fremlægge en agenda som noget af det første vidste deltagerne i workshoppen hvad de skulle igennem.

Ydermere kørte vi en lille runde, hvor man sagde hvem man var og opridsede sin sportshistorik, hvorefter vi fortalte detaljeret om vores projekt, så de vidste hvad der var op og ned. Det er også vigtigt, at deltagerne er godt inde i projektet, når de senere skulle arbejde med scenarier og inspirationskort. 

Nutidsscenarier

Vi havde forberedt to nutidsscenarier, som skulle få dem til at snakke og diskutere forskellige muligheder, for at få flere ind i foreninger. Dette scenarie, som handler om, hvordan man kan få Henrik ind i en forening, gav rigtig meget, fordi det var let at snakke om og de havde ikke helt de samme holdninger, men dog uden at være dybt uenige. Derfor fik de en god samtale kørende, hvor de kom med flere mulige forslag til, hvordan Henrik kan få en aktiv livsstil. 

Fremtidsscenarier

Senere I workshoppen præsenterede vi to løsninger og snakkede om, hvordan disse løsninger ville passe ind i Henriks og Franks dag. Vi præsenterede dem først for disse forslag i den sidste del i workshoppen, da vi tænkte at vores inspirationskort workshop, i høj grad også ville hjælp deltagerne med at opnå noget forståelse for vores domæne og de teknologier vi kunne arbejde med, og kunne bedre forstå vores fremtidsscenarier. I forhold til selve fremtidsscenarie del af workshoppen, så nåede vi at snakke en del om forslag 1 med dem, men de havde kun mulighed for at knytte nogle korte kommentar til forslag 2, idet tiden var løbet fra os og deltagerne skulle videre.

Mural – Inspirations kort workshop

Størstedelen af vores workshop foregik på Mural og med inspirationskort. Her havde vi på forhånd lavet domænekort som afspejlede observationer/indsigter fra felten samt teknologikort. Det var svært at få deltagerne til at interagere med Mural, så mens vi trak og skrev i det interaktive program snakkede de løs om ideer – på den måde virkede det ret godt.

De 5 vigtigste indsigter I fik fra at afholde workshoppen/co-design aktiviteten ifht jeres fokus og undersøgelse?

1. Tinder idé / Niveau skal passe

En app hvor man kan finde en sportsmakker, så man ikke står første dag i foreningen og ikke kender nogen og det bliver pinligt/man bliver set på som ensom. Derfor kunne man ligesom tinder matche med personer i lokalområdet. Man kunne her måske matche med parametre som afspejler dit niveau, da det var en stor bekymring at man ikke var ligeså god som de andre. Her kunne man måske lægge nogle løbsresultater op på sin profil og matche på niveau og interesser for specifikke sportsgrene. Vi havde selv tænkt over forskellige måder at lave apps, men havde haft lidt problemer med at udvikle et koncept, som vi mente, ville blive benyttet. Derfor var det spændende at høre, både at de kunne forestille sig at rent faktisk benytte en app, men også hvordan de tænkte, at den skulle fungere. Netop det med at finde folk der matcher ens niveau, ser ud til at være en vigtig faktorer, da det er noget vi har hørt flere gange og noget som kan være en stor barrierer (hurdle) i forhold til at komme med i en forening, fordi der er en stor usikkerhed bundet op på om man kan være/følge med. Derfor tænker vi netop at dette niveau match er centralt for at få folk aktiveret, så de i hvert fald på dette parametre er sikre på at personer/klubben matcher en og derved også hjælpe dem med at være mere tryg ved situation og at indgå i en forening/fællesskab.

Udtalelse / citater:

(16:50) Så de findes jo, så det er rigtigt med at få fundet et niveau hvor henrik kan være med, for hvis han ikke har dyrket sport i 20 år, så kan hans største hurdle for at komme i gang være i virkeligheden at han føler ikke rigtigt at han kan følge med eller er bange for at komme på et cykelhold hvor han bliver fuldstændigt kørt bagud, kan man sige.

(53:07) Man kunne forestille sig noget sådan lidt “Tinder” agtigt, og sige; “jeg vil gerne være med i en klub” og så forsøge at skabe noget på den måde. 

(53:41) Hvis man kunne sende en føler ud,”er der nogen, som har den samme interesse som mig?” så kunne man gå op og booke en bane. (…) så udstiller man ikke sig selv som at være ensom.

2. Kan ikke fange alle

Personer skal have en eller anden form for interesse i at være i at være med i et sportsfælleskab. Det skal ikke føles som om at de bliver tvunget med, så har de nemlig ikke lyst og falder fra. Vi har hele vejen gennem vores projekt snakket meget om, hvordan man får de personer med, som måske ikke lige har en lyst eller en person til at trække dem med. Vi var blevet lidt opslugt af, hvordan man hjalp flest muligt og havde ikke tænkt så meget over, at vi selvfølgelig ikke kan tvinge folk til at melde sig ind i en forening, selvom det ville være sundt for dem. Det var derfor godt at høre vores brugere direkte sige, at hvis man tvinger folk, så får de endnu mindre lyst og derfor er det ikke der, vores design kan hjælpe. Vi skal hellere have fokus på dem, som selv går med en lille lyst, som de ikke helt har fået gjort noget ved, eller at få de allerede eksisterende foreningsmedlemmer til at trække deres venner og familie med. 

Udtalelse / citater: 

(08:40) (…) jeg tror der er mange som har prøvet at være i de der foreninger i mange år og løbet lidt sur i alt det der ævl og kævl som kan være i sådan noget

(01:01:58) Men et eller andet sted, så starter det med ens egen motivation til at gerne ville det. (..) Det er det behov man har for at komme i gang med et eller andet, som skal trække en afsted.

3. Forpligtende, men ikke for forpligtende
   Det hjælper på motivationen, at være i en forening, hvor folk regner med en. Men foreninger kan bliver for forpligtende, hvis man føler sig tvunget til at gå ind i bestyrelsen og deltage ud over sporten. 

Foreningsmanden fortalte os, at den forpligtelse der lå i at være i en forening, i høj grad kunne hjælpe en med at engagere sig for at deltage i både sportsligt men også foreningslivet. Hertil kom ikke-foreningsmaden med en indvending, da han syntes at han ofte oplevede at der var for mange forpligtelser i foreningerne, i forhold til at blive presset ind i bestyrelsesposter, faste mødetider og andre ting der ligger udover sporten, og at disse blev påduttet en. Dette gjorde at ikke-foreningsmanden synes at mange af disse forpligtelser i foreninglivet var et problem, da dette betød, at der blev brugt mere tid på formaliteter og alt muligt andet end sporten, hvilket han synes var unødvendigt. 

Disse udtalelser fra workshoppen gav os derfor en indsigt i, at foreningslivet har en del forpligtigelser, som vi ikke havde overvejet kunne virke både positivt og negativt, alt efter hvem man er. På den ene side kan forpligtelserne hjælpe til at holde medlemmerne sammen. Men på den anden side kan disse forpligtelser også virke afskrækkende for nogle, som ikke ønsker at foreningerne skal handle om bestyrelsesposter, faste spilletider og formaliteter, men blot om sporten og det sociale liv i foreningen. 

Derfor skal vi bruge denne indsigt til at vurdere, hvorvidt vi også skal udvide vores perspektiv, i forhold til at aktivere ældre mænd, hvis der er en stor andel af dem, som søger det sociale og sportslige fra en forening, men holder sig væk fordi de gider alt det forpligtende og formelle i en forening. Vi kan ikke forandre foreningerne, og mange mennesker kan godt lide forpligtelserne i foreningerne, men til alle dem som ikke kan lide dette, er der nogle overvejelser til vores projekt, hvordan vi kan få aktiveret dem til at indgå i sportslige fællesskaber.

Udtalelse / citater

(11:00) Så det tror jeg rigtig mange mennesker er tiltaget af, fordi det er meget mere uforpligtende (at være i fællesskaber uden for foreninger), og der kan man ligesom selv planlægge det og mange af de der løb og cykling og sådan noget, det behøver ikke at være på et fast tidspunkt

(13:35) I: Så det er lidt en mellemting mellem at vil forpligtigelse sig selv til at sporten, men det der andet bureaukratiske, der kan være i forening, det er måske det nogle tænker at der for meget eller gerne undgå?

A: Ja for det det i virkeligheden meget handler om det er jo at man bevare motivation og ikke bliver alt for… for det man jo godt ved som 50 og 60 årige er at det er enormt vigtigt at få sig rørt kan man sige og derfor handler det meget om at bevare den motivation og hvis det bliver druknet i alle mulige, hvad skal man sige, formalier omkring foreningsliv og faste mødetider og man kan ikke få den tid, for den er der nogle andre der har og alt sådan nogle ting. det er jo med til at dræbe motivationen

(34:20) “Der kan være gamle sure mænd i klubberne som er enorm utilnærmelige, som måske helt er fri for nye medlemmer. De fylder rigtige meget.”

(22:50) “Det hænger måske også lidt sammen med, det vi snakkede om med at føle en forpligtelse til at komme, hvis de nu havde skabt et mindre hold af nybegynder støttet af en erfaren en fra klubben, så havde man måske skabt den der følelse af forpligtelse til at komme 

(23:10) “mange af de senior der melder sig til…. er primært af sociale årsager”

4. Man skal holde folk ved ilden
   Det kan være grænseoverskridende at skulle melde sig ind i en ny forening og derfor er der ikke så mange, som får det gjort. Foreningerne skal derfor være opmærksomme på de nye medlemmer. Det er ikke nok bare at få nye medlemmer med ind i foreningen, men der skal være folk til at holde dem ved. Så de føler sig trygge ved at komme og får lyst til at fortsætte. I vores projekt har vi haft meget fokus på, hvordan man holder de raske, raske, ved at få dem ind i foreningerne. Noget, som begge vores brugere hjalp os med at få indsigt i er, at det ikke er nok, bare at få folk ind i foreninger. Hvis der ikke er nogen i foreningen, som sørger for, at de føler sig velkomne, så melder folk sig bare ud igen og får måske en idé om, at foreningslivet bare ikke er noget for dem. Den optimale løsning er derfor ikke bare en, som får folk ind i foreninger, men også en, hvor der i foreningen kommer ekstra fokus på, at man skal holde de nye medlemmer ved ilden, så det fortsætter med at komme, får udbygget en socialgruppe og gerne fortsætter i +20 år, som vi oplevede var normen i oldboys gymnastikklubben. 

Udtalelse / citater: 

(16:50) Så det er jo noget med at få skabt nogle forhold hvor man starter helt fra bunden med nogle helt nye hold, for der er nok en del på 60 år som ikke har dyrket sport i rigtig mange år og der tror jeg i virkeligheden at det er en barrierer at komme igang, i hvert fald hvis det er en form for holdidræt og noget man skal køre for at være med eller deltage på noget holdsport eller sådan noget.

(21:13) Jeg tror i virkeligheden den der med virkelig i foreningslivet og i klubberne at op-prioritere det og give det meget mere fokus, det der med at få introduceret nye til klubben. Det kunne jeg i hvert fald se ude i golfklubben, der var faktisk rigtig rigtig mange der faldt fra efter nogle ganske få måneder, fordi de følte ikke de blev taget i hånden. Fordi nogle ligesom skal have hjælp til at finde de rigtige spillemakkere og nogen som de sådan ligesom kan få skabt en tradition med, jamen vi spiller hver søndag formiddag… 

5. Personlig kontakt/henvendelse er bedst til at få nye medlemmer

Den bedste metode til at rekruttere medlemmer sker gennem personlige henvendelser til vennen, naboen eller kollegaen, fordi den personlige kontakt netop gør det lettere for folk at komme med i foreningen ved at det ikke er helt fremmed for dem, fordi de ikke møder helt alene og uvidende op i foreningen.

Både foreningsmanden og ikke-foreningsmanden var enige i at den bedste måde at få nye medlemmer er ved, at en de allerede kender, trækker dem med. Der var flere grunde til dette. Både at det bliver mere trygt at møde op, men også fordi, at det forpligter på en anden måde, når det er ens ven/nabo, som har fået en ind i foreningen. Man vil helst slippe for at møde naboen i Brugsen dagen efter og skulle forklare, hvorfor man ikke mødte op, hvilket giver en ekstra grund til at fortsætte i foreningen. 

Udtalelse / citater 

(15:55) Men når spørgsmålene går på, hvad motivere os til at komme i dem, så for mig i hvert fald, så vil det være et eller andet personligt. Det er ikke en eller anden smart reklame på facebook eller et eller andet anden sted, det er min nabo der kommer og spørger “du skal med til det her” eller “vil du ikke med til det her?” – det ville motivere mig. 

(01:01:30) “Det tror jeg, det betyder meget det der med at man føler et lidt større ansvar for at blive hængende når at det måske er ens nabo som har trukket en med og som man møder og så spørger han “nu er det så på lørdag igen, nu husker du at komme” osv. osv.” 

De 3 vigtigste indsigter Ift. designmetoder I anvendelse, den fortsatte proces, eller jeres kompetencer som designere?

1. Familiemedlemmer som brugere i workshoppen

Vi ser det som både en fordel og en ulempe at det var familiemedlemmer som deltog i vores workshop. Fordelene var, at de var utroligt hjælpsomme og man fornemmede at de ville os det bedste, så derfor snakkede de løs og vi skulle ikke trække ord ud af munden på dem. Dette var nok fordi at vi kendte dem og de følte sig ret trygge ved situationen. Altså var der nærmest konstrueret et third space på forhånd. Ulempen ved at det var familiemedlemmer kom til udtryk ved at de ikke var særligt kritiske overfor vores pointer.

Ydermere fungerede det super godt, at de to deltagere var henholdsvis én der IKKE var medlem af en forening og én som var medlem af en forening. På den måde var der meninger og pointer fra forskellige perspektiver igennem hele workshoppen.

2. Inspirationskort
   I og med vores workshop foregik online kunne vi ikke lave inspirationskort workshoppen en-til-en af den fysiske workshop som det præsenteres i litteraturen af Halskov & Dalsgård. Workshoppen blev afholdt med to deltagere + fire designere, så vi opfylder deres forslag med 4-6 deltagende i alt. Ligeledes ifølge litteraturen havde vi brugt meget tid på at forberede workshoppen med gode domænekort såvel som teknologikort. Den store forskel var at vores workshop var nødsaget til at foregå online via Skype og Mural. Mural er et online redskab hvor alle inviterede kan interagere med de kort som vi havde forberedt. Her oplevede vi dog at deltagerne ikke fangede programmets funktioner og mens de snakkede måtte vi/designere rykke med kort og skrive post-it notes. Det virkede dog efter omstændighederne overraskende godt.

Måske var det inspirationskortenes semi-faste struktur, som hjalp til at vi kunne tilpasse workshoppen imens vi var igang. 

3. Næsten et third space

I og med, at det var en online-workshop, så var vi hverken taget ud til brugerne, eller havde inviteret dem ind til os. Vi arbejdede derimod i Skype og var opmærksomme på, at det hurtigt kunne blive lidt utrygt at snakke med mennesker, som man ikke kender, når man heller ikke er i samme rum. Vi havde derfor præsentationsrunder og brugte tid på at gennemgå agendaen for vores workshop, så alle vidste, hvem hinanden er og hvad vi skulle igennem. Skype er et program, som alle havde stiftet bekendtskab med tidligere og var ikke et, som vi skulle introducere, men derimod valgt, fordi det var kendt af vores brugere. Dette online forum tilhørte hverken os eller dem og fungerede som et third space (Brandt et al. 2012, s.148). Nogle af fordelene ved at arbejde i et third space er, at vores brugere var mere komfortable og dermed havde lettere ved at udtrykke deres meninger. De var mere involveret i projektet, fordi det ikke bare foregik på vores præmisser (Müller 2002, s. 9).

I anden del af vores workshop arbejdede vi i programmet Mural. Dette var ikke et program, som vi havde særlig meget erfaring med og vores brugere havde aldrig arbejdet i det. Dette fungerede derfor ikke som et third space og vi kunne godt se, at vores brugere ikke var ligeså engageret i deltagelsen, som de havde været tidligere. 

Vi fik skabt et rum, hvor de kunne snakke frit omkring kortene og udvælge dem, men de interagerede (drag and drop) ikke så meget på dem. Dette var nok fordi, at hele programmet var lidt fjernt for dem og de ikke helt vidste, hvordan det fungerede. Derfor var os, som skulle flytte dem rundt og bekræfte, at det var det her domæne-eller teknologikort, de snakkede om. Efterfølgende fortalte én af deltagerne, at hvis han skulle have interageret med Mural og inspirationskortene, ville det have været fedt, at have adgang til programmet før workshoppen, så man kunne finde ud af, hvordan det fungere samtidig med at læse domæne- og teknologikort i ro og mag. Dette problem kommer på baggrund af vores begrænsning af at skulle afholde workshoppen online og fordi vi havde undervurderet, hvor meget vi selv havde fået ud af at arbejde i programmet inden vi præsenterede det. Havde vi afholdt en inspirationskort workshop fysisk med brugerne, er vores overbevisning, at det havde det været nemmere for brugerne at interagere med kortene, da vi ville have kunne arbejde i et third space.

En diskussion af, hvordan jeres indsigter relaterer sig til litteraturen – om den konkrete metode og om co-design processer mere generelt.

Helt overordnet kan vi jo sige, at den konkrete grund til at vi valgte disse metoder (scenarier og inspirationskort workshop) til vores workshop skyldes, at vi ønskede at at facilitere en idégenereringsproces, hvor vi kunne indgå i en samtale med vores brugere for at reflektere over det materiale, vi havde indsamlet fra vores desktop og feltarbejde (Schön 1992, s1). Derfor præsenterede vi materiale for vores brugere, hvilket fik dem til at snakke og give feedback, hvilket prompter os og dem til at reflektere løbende over det materiale, vi har med i workshoppen (Schön 1992, s1). Efter kan vi omsætte materialet fra vores workshop til ny viden og idéer til vores designløsning. I forhold til hvordan de to metoder skaber denne refleksive samtale og idegenereringsproces, så beskriver Carroll at denne refleksive handling i scenarier sker ved “Construction scenarios of use inescapably evokes reflection in the context of design” (Carroll 1999, s3), som skyldes at scenario understreger, udforsker og diskutere brugernes handlinger og mål i forhold til den designstation og løsning vi arbejder med (ibid.). Dette får brugerne til at reflektere over deres handlinger “in action”, hvilket kan give adgang til deres tavse-viden (tacit knowledge), som ellers ikke nødvendigvis havde været tilgængelig i en normalt interview (Carroll 1999, s3-4; Schön 1992, s1). Dette fik vi f.eks. gennem diskussionen omkring de gode og dårlige ting ved at foreninger er forpligtende (se indsigt 3). I forhold til fremtidsscenarierne, så kom diskussionen her til at være lidt låst fast og deltagerne ville i mindre grad involvere sig og sætte sig ind i scenariet, hvilket gjorde, at vi ikke fik særligt meget indsigt i, hvordan vores fremtidsscenarier ville fungerer og hvor de ikke ville. Dette kan skyldes, at vi ikke havde så meget tid tilbage, da vi præsenterede fremtidsscenarierne og at deltagerne allerede havde snakket meget, og derfor ikke kunne engagere sig ligeså meget for denne del af workshoppen. Vi skal derfor tænke igennem, hvordan vi en anden gang kan få mere ud af at præsentere disse fremtidsscenarier og have tid til at konstruere et sammen med brugerne, eftersom dette var en af de centrale mål med workshoppen, for som sagt, at skabe noget konkret sammen med dem.

I vores workshop kendte de to brugere ikke hinanden på forhånd og dette havde indflydelse på forløbet i vores workshop. Da vi benyttede Mural til at arbejde med inspirationskort, var vi opmærksomme på, at de næsten kun brugte domænekort og vi selv  skulle trække teknologikort ind. Dette var ikke noget, der kom som en overraskelse i forhold til fremstillingen af metode i Halskov & Dalsgaard (2006). Her kunne vi se/læse, at der især er to faktorer, som har indflydelse på deltagernes evne og villighed til at sammensætte de forskellige inspirationskort (ibid. s6). Disse to er deltagernes indbyrdes kendskab til hinanden og deltagernes tidligere erfaringere med at arbejde med kreative og eksperimentelle metoder og workshops (ibid. s6). I og med vores workshop også foregik online, synes vi dette skabet yderligere udfordringer. Dette skyldes, at deltagerne udover at sætte sig ind i en ny måde at arbejde på (inspirationskort workshop), til og med/også skulle gøre dette over skype og i mural, som ikke var et program de havde brugt før. Så en workshop der i forvejen kræver meget af brugerne (ibid. s4), skulle altså gennemføres i uvante omgivelser

På trods af, at vi selv skulle meget på banen i forhold til at trække kortene ind i diskussionen, var metoden stadigvæk givende. I og med vi selv skulle starte diskussionerne ved at trække kortene ind, har vi sandsynligvis haft stor indflydelse på hvad brugerne talte om. Dette er et eventuelt problem, da vi gerne ville have haft mere fat i brugernes egne ideer og lade diskussionen og sammensætningen af kortene foregå mere på deres præmisser uden, at vi selv havde for stor indflydelse på dette. Selvom vi ikke bare kunne læne os tilbage og lade brugerne arbejde selvstændigt, men selv måtte deltage aktivt, fik vi alligevel mange (digitale) materialer i spil fx post-it sedler, domæne kort og teknologi kort. På den måde havde vi en refleksiv “samtale” med mange forskellige (digitale)  materiale (ibid. s1), da de forskellige kort og post-it blev diskuteret og kombineret med henblik på, hvordan disse kunne blive til mere konkrete løsningsforslag. Dette resulterede i,  at vi fik uddybet vores forståelse for domænet/området, gennem en diskussion af de forskellige domæne kort. Endvidere fik vi også inspiration til potentielle løsninger, da det lykkedes for brugerne, dog med hjælp fra os, at kombiner de forskellige kort, og  komme op med deres egne løsningsforslag (se fx første indsigt fra workshoppen). Derved har vi nu et mere konkret startpunkt for hvordan vores designløsning skal udformes.